Mandag kl. 10 gløder telefonerne

Post featured image

Der bruges mere og mere data på både mobilen og i hjemmet. Det viser ny undersøgelse fra Energistyrelsen, som også konkluderer at vi SMS’er og ringer mindre end nogensinde før. Og når vi endelig bruger telefonen, foregår det i almindelig arbejdstid.

En ny undersøgelse fra Energistyrelsen har sat tal på vores forbrugsvaner i 2019. Det kommer måske ikke bag på nogen at vores forbrug af klassiske SMS’er og telefonsamtaler er på stærkt tilbagetog, mens forbrugen af data stadig skyder i vejret. En stor del af denne udvikling skyldes ikke mindst nye muligheder for at kommunikere via nettet, men formentlig også den øgede mængde data der nu inkluderes med alle abonnementer.

Forbrug svarer til 19 års non-stop streaming af Netflix

Det udledes af undersøgelsen, at der fra juli til december 2018 er brugt 381.592 TB data, og dette tal dækker kun forbrug over mobilnettet. Dette tal svarer til 19 års streaming af Netflix i HD-kvalitet helt uden pauser, og er altså en stigning på hele 41,5 procent i forhold til forrige år.

Ifølge teleselskabet 3 står deres kunder i spidsen for dataforbruget når man måler per abonnement, og ligger således over gennemsnittet på 8,4 GB om måneden. Hos 3 bruger hver kunde nemlig 11 GB, hvilket er cirka 20 procent højere end gennemsnittet.

Telefonsamtaler foregår i hverdage mellem 8 og 17

Mens mandag fra klokken 10 til 11 topper med flest telefonsamtaler i forhold til resten af ugen, er telefonsamtaler typisk placeret indenfor normal arbejdstid mellem 8 og 17 i hverdagene.

Hos 3 peger man på at mange telefonopkald kan være foretaget i forbindelse med arbejde, da man ved at en del af privatkunderne får dækket telefonregningen af deres arbejdsgivere.

De fleste virksomheder (såvel offentlige som private) har da typisk også kun åbent for telefoniske henvendelser om dagen fra mandag til fredag, og derfor ses den stejle ændring i adfærden fra weekend til hverdag.