Teleselskabet 3 indgår partnerskab med Saxo

Post featured image

Som kunde hos teleselskabet 3 er der nu blevet føjet endnu en fordel til abonnementet. Partnerskabet med Saxo betyder nemlig adgang til Saxo Premium for 79 kroner om måneden.

Per dags dato er det blevet muligt at opnå en besparelse på 20 procent, hvis man som 3-kunde tegner abonnement på Saxo Premium. Prisen er nemlig sat ned fra 99 kroner om måneden til kun 79 kroner om måneden, som led i et samarbejde mellem de to virksomheder.

Teleselskabet 3 har i de senere år satset på at tiltrække flere kunder ved at tilbyde de ekstra fordele, hvilket blandt andet ses i form af rabatter på diverse streaming- og abonnementstjenester.

David Elsass, direktør for 3’s privatmarked, udtaler i denne forbindelse:

Verden bliver større, når vi læser – uanset om vi har fingrene i en fysisk bog, en e-bog eller en lydbog. Saxo blev født som fysisk boghandel, men blev senere Danmarks første online af slagsen. Nu har de på rekordtid formået at omstille sig til et marked, hvor lyd er den hurtigst voksende streamingkategori. Det er en tilgang, vi deler hos 3, og det giver et stærkt grundlag for et godt samarbejde

David Elsass, direktør for 3’s privatmarked

I skrivende stund er 3 de eneste i Danmark, der tilbyder sine kunder adgang til Saxo Premium med en lavere månedlig pris. Dette vækker også begejstring hos Saxo, hvor CMO Jan Thisted Ettrup-Mikkelsen udtaler:

Der sker en markant bevægelse på bogmarkedet i disse år fra de fysiske til de digitale formater. Derfor giver det god mening for os at gå sammen med 3, der er kendt som lidt af en digital innovatør, som gerne vender tingene på hovedet og gør noget ekstra for at skabe værdi for deres kunder. Og med 3’s kundebase på knap 1,4 millioner ser vi naturligvis et stort potentiale i samarbejdet

Jan Thisted Ettrup-Mikkelsen, CMO hos Saxo

Saxo har med succes sadlet deres forretning om, og er i de senere år gået fra netbutik med fysiske produkter til online handelsplatform for både bøger i papirform, digitale e-bøger, lydbøger og markedsplads.

Udover at tilbyde et bredt spektrum af bøger i flere formater, samarbejder Saxo også med UNICEF om at forbedre mulighederne for uddannelse til verdens børn. Dette gøres blandt andet igennem indsamlinger, og i 2018 blev der således samlet mere end 500.000 kroner ind til det gode formål.

Univers med over 50.000 e-bøger og lydbøger

Saxo Premium-medlemskabet åbner dørene til et udvalg bestående af mere end 50.000 e-bøger og lydbøger, som frit kan læses og streames når og hvor du måtte ønske det.

Du opnår desuden adgang til en platform hvor der kan handles brugte bøger mellem brugerne, og det er ligeledes muligt at opnå besparelser samt fri fragt på alle typer nye bøger solgt hos Saxo.dk.

Tilbuddet er tilgængeligt for alle privatkunder hos teleselskabet 3, og nye medlemmer kan desuden afprøve Saxo Premium i 30 dage uden omkostninger. Der er ingen bindingsperiode.

Mobiltelefoni og mobilt bredbånd

Teleselskabet 3 tilbyder mobilabonnementer og mobilt bredbånd til både private og erhverv. Abonnementsløsningerne til mobiltelefon inkluderer altid fri tale, og med 3LikeHome får du adgang til at bruge abonnementet uden roaming afgifter i et stort antal lande verden over.

For nylig lancerede 3 også mobilt bredbånd med øget styrke, som inkluderer en kraftigere antenne til opsætning udendørs.

Se flere abonnementer på mobilt bredbånd her.