Udrulning af fiber skaber beskæftigelse

Post featured image

Foto: Pernille Johannesen, direktør for koncernudvikling, EWII A/S

Når EWII ruller fiber ud til alle i Trekantsområdet, kan det mærkes på beskæftigelsen. Ikke mindre end én milliard kroner skal over de næste fire år bruges til udrulningen, som nu allerede er i gang.

Vi har en del medarbejdere i ”marken” as we speak, der er ved at gøre klar til at vi kan udrulle fiber i Trekantområdet, så alle kan få glæde af en hurtigt net-forbindelse

Pernille Johannesen, direktør for koncernudvikling, EWII A/S

Projektet er så stort, at det kalder på flere ledige hænder.

Der er tale om et fire-årigt projekt, og vi er naturligvis rigtig glade for, at projektet er blevet taget så godt imod, at der er behov for at opruste på medarbejdersiden

Pernille Johannesen, direktør for koncernudvikling, EWII A/S

EWII A/S mangler derfor i øjeblikket en markedskoordinator, flere tilsynsførende og tekniske assistenter. Dette er dog blot toppen af isbjerget, og med tiden skal der bruges endnu flere kræfter i forbindelse med udrulningen af fiber.

Projektet er af EWII koncernen blevet døbt “Fiber i alt til alle”, og man håber med denne udrulning at sammenhængskraften for hele området kan styrkes.

I skrivende stund har 105.000 indbyggere i Trekantsområdet adgang til fibernet fra EWII, og det igangværende arbejde skal få de resterende 50.000 adresser koblet på selvsamme net. Arbejdet foregår i etaper over den kommende årrække, og EWII melder løbende ud hvilke adresser der snart vil bliver koblet på fibernettet.

Den igangværende etape er den første ud af flere, og er planlagt til at være indtil nytår. Herefter vil en ny liste med adresser blive meldt ud, og er man nysgerrig på projektet kan man holde øje med forløbet på EWIIs hjemmeside.

Du kan også få flere informationer ved at kontakte direktør for koncernudvikling hos EWII, Pernille Johannesen, direkte på telefon 51 15 25 60.